Søren Kierkegaard (1813-1855) havde et kompliceret forhold til julen, som både afspejlede hans personlige erfaringer og hans dybere filosofiske tanker om kristendommen og menneskets eksistens. For at forstå hans syn på julen, både i hans samtid og hvordan han hypotetisk ville betragte nutidens jul, må vi dykke ned i flere aspekter af hans tænkning.
Kierkegaards samtids jul
I Kierkegaards København var julen allerede blevet en blanding af religiøs højtid og borgerlig fest. Som kritiker af statskirken og den overfladiske kristendom var Kierkegaard skeptisk over for den måde, julen blev fejret på i borgerskabet. I hans dagbøger og skrifter finder vi flere steder kritiske bemærkninger om, hvordan den ydre fejring overskyggede den indre, religiøse betydning.
For Kierkegaard var det problematisk, at julen blev reduceret til det, han ville kalde “spidsborgerlighed” – en overfladisk fejring uden ægte eksistentiel dybde. Han så, hvordan borgerskabet gjorde julen til en anledning til at demonstrere social status og materiel velstand, hvilket stod i skarp kontrast til julens oprindelige budskab om ydmyghed og Kristi fødsel i de mest beskedne kår.
Kierkegaards syn på julens religiøse betydning
For Kierkegaard var julens egentlige betydning knyttet til det paradoks, at det evige bliver timeligt – at Gud bliver menneske. Dette paradoks var for ham kernen i den kristne tro og noget, der krævede den enkeltes personlige tilegnelse gennem det, han kaldte “springet” – den eksistentielle beslutning om at tro på trods af det absurde.
Han ville insistere på, at den sande julefejring måtte handle om den enkeltes forhold til dette paradoks, ikke om kollektive ritualer eller ydre festivitas. For Kierkegaard var det afgørende, at den enkelte gjorde sig samtidig med begivenheden – at man gennem inderlighed og lidenskab forholdt sig til inkarnationens mysterium, som var det sket her og nu.
Kierkegaards formodede kritik af nutidens jul
Hvis Kierkegaard kunne betragte nutidens juletraditioner, ville hans kritik sandsynligvis være endnu skarpere end den var i hans egen tid. Han ville utvivlsomt se den moderne juls fokus på forbrug og gaver som en ekstrem version af den spidsborgerlighed, han kritiserede i sin samtid. Black Friday og julehandel ville for ham fremstå som den ultimative forfladigelse af højtiden, hvor det kommercielle helt har overtaget det åndelige.
Den moderne tendens til at dele og fremvise sin julefejring på sociale medier ville Kierkegaard betragte som et foruroligende eksempel på, hvordan mennesket flygter fra den egentlige eksistentielle opgave ind i det, han kaldte “mængden”. Den konstante deling og søgen efter bekræftelse ville han se som et symptom på den moderne tids manglende evne til at være i stilhed med sig selv og det væsentlige.
Nutidens stress og jag omkring julen ville for Kierkegaard fremstå som et tydeligt tegn på en tid, der har mistet forbindelsen til det væsentlige – den enkelte sjæls forhold til det evige. Den hektiske aktivitet omkring julen ville han tolke som en flugt fra den eksistentielle udfordring, som julens budskab egentlig stiller os over for.
Særligt ville Kierkegaard være kritisk over for den moderne tendens til at fejre jul som en kulturel snarere end religiøs højtid. Denne sekularisering ville for ham repræsentere den ultimative udvanding af kristendommens radikale budskab, hvor det bekvemt tilpasses tidens overfladiske behov frem for at fastholde sin provokerende og paradoksale karakter.
Kierkegaards alternative julevision
Set gennem Kierkegaards optik burde julefejringen tage en markant anden form. Den sande julefejring skulle være præget af stilhed og eftertanke, hvor larmen fra samfundets kollektive fejring træder i baggrunden til fordel for den enkeltes personlige forhold til inkarnationens mysterium. Han ville opfordre til en kritisk distance fra de gængse traditioner, ikke for traditionsbrudets egen skyld, men for at give plads til en dybere forståelse af julens paradoksale budskab.
I Kierkegaards ideelle jul ville inderligheden være det centrale. Dette betyder ikke en afvisning af alle ydre handlinger og traditioner, men snarere en insisteren på, at disse kun har værdi i det omfang, de understøtter den enkeltes personlige forhold til julens eksistentielle betydning. Den ægte julestemning ville for ham ikke findes i de prangende udstillingsvinduer eller på de sociale medier, men i den enkelte sjæls stille møde med troens paradoks.
Konklusion
Kierkegaards forhold til julen afspejler hans grundlæggende filosofiske og teologiske position: Hans insisteren på den enkeltes forhold til det absolutte, hans kritik af den overfladiske kristendom, og hans vægt på det paradoksale i den kristne tro. Set gennem hans øjne ville nutidens jul fremstå som et ekstremt eksempel på det, han så som kristendommens forfald til overfladisk kultur og tradition. Samtidig ville hans tanker kunne inspirere til en mere eksistentielt engageret tilgang til julehøjtiden, hvor den enkelte forholder sig personligt og inderligt til højtidernes dybere betydning.
© www.kimkristiansen.com